NHL: Skal man tabe med vilje?

Udgivet i samarbejde med Sportsomnia.com

At ’tanke’. Det er en af de mest brugte udsagn i NHL-sammenhæng disse dage. Hvad betyder det? Og kan det virkelig betale sig at tabe kampe med vilje?

Udtrykket “at tanke” betyder kort fortalt, at et hold taber med vilje. En strategi, som er meget omdiskuteret disse dage, fordi det som altid får folk op i det røde felt, at nogle organisationer vil kunne være så nøjeregnende, at de taber deres afsluttende kampe med vilje for at få tildelt det bedste og første valg i den kommende draft, hvor man så vil have mulighed for at forstærke ens hold bedst muligt og dermed hurtigt få lagt fundamentet til en ny og lysere fremtid.

Tabte Toronto med vilje?
Der er af gode grunde ingen hold, der endnu har indrømmet, at de har tabt kampe med vilje, og det skal vi nok heller ikke regne med, at der er nogle, der vil gøre.

Det kan blive en smule problematisk i forhold til de betalende tilskuere på lægterne, der har set disse kampe. Det er dog faktum, at Toronto i sidste sæson ikke lagde skjul på, at de ikke forventede en plads i slutspillet, da de befandt sig i en opbygningsfase.

En opbygningsfase der så lige har fået et gevaldigt skub i den rigtige retning, da de har fået førstevalg i årets draft og muligheden for at skrive stortalentet Auston Matthews på holdkortet. Gjorde de det med vilje? Altså sluttede sidst?

Nej, sikkert ikke, men de har dog heller ikke noget imod at være endt i denne situation. Det er nemlig et også faktum, at man får meget lidt ud af at kæmpe sig op på en femteplads, set fra bunden, modsat at slutte sidst.

Modtræk fra NHL
NHL organisationen er godt klar over problematikken og har de seneste år forsøgt at mindske trenden med hold, der ”tanker” deres sæson gennem diverse tiltag.

Årets tiltag har været, at Toronto kunne være blevet tildelt det fjerde valg i draften i stedet for at det første, fordi de tre første valg bliver tildelt gennem lodtrækning. Det såkaldte ’Draft Lottery’.

I dette lotteri tildeles holdene, der ikke kvalificerede sig til slutspillet, en procentvis chance for at blive udtrukket til at vælge 1-3 i draften, og den tilgang, fremfor bare at give dårligste hold det første valg, har helt sikkert hjulpet en smule.

Skal man tro diverse konspirationsteoretikere, så har det ikke fjernet problemet, og jeg vil også godt melde mig under denne fane, da jeg umiddelbart vil kalde folk naive, hvis de tror, at et mandskab giver sig fuldt ud i kampen om en ligegyldig sekundærplacering.

Ikke tænkt på den måde, at holdene sætter spillerne på isen med en besked om at tabe, men i sæsonens afsluttende kampe kunne man jo sagtens starte en del unge spillere med påskud om, at man vil se dem nærmere an, inden den kommende sæson samt måske et ungt målmandstalent, der ikke helt har det niveau, ens normale starter kan levere.

En skidt tendens?
Har jeg så ondt i røven over det? Nej, ikke det mindste. Jeg er som person for nøjeregnende til ikke selv at have fået samme ide. Jeg havde selv været en del af problemet, for det er et reelt problem i ligaen.

Ikke så meget for holdene selv, men mere for publikum, der betaler en god slat penge for at være omkring hockeyrinken, men mest af alt er det et problem, når de hold der ’tanker’ møder en modstander, som kæmper om den afgørende slutspilsplads med et andet hold.

Kan det betale sig?
Om det kan betale sig er en helt anden snak. Lad os starte med at slå fast, at første runde af draften i NHL er utrolig vigtig. Det er her de fleste kommende stjerner findes. Det er altid de romantiske historier om spillere, der blev valg i femte-syvende runde og nu er blevet stjerner, men det er mere undtagelsen end reglen.

Faktum er nemlig, at hvis man bare tager et kig på spillere valgt i ’2. Runde’, så er det kun 35% af disse, der kommer til at spille en hel sæson. Derfor synes jeg ikke, det er så interessant at kigge på holdenes valg i de sekundære runder til en besvarelse af spørgsmålet. Så lad os holde fokus på draftens første runde.

Fremtidens stjerner vælges først
I den første runde er der nemlig også en stor forskel på spillerne valg først kontra dem holdene, der lige har været i slutspillet, får lov til at vælge. 70% af alle de spillere, der vælges blandt de 10 første i draften, bliver en succes, hvis man sætter succeskriteriet til 100 point i NHL.

Kigger man derimod på resten af de valgte spillere, altså 11-30, er det kun 50%, der opnår denne milepæl. Det vil jeg sige er en enorm forskel. Forskellen vil bare blive endnu mere udtalt, hvis man udelukkende kiggede på de tre først valgte spillere.

Top tre valgte fra 2007-13 er der udelukkende en enkelt spiller, der endnu ikke har slået igennem (Erik Gudbranson), det giver en succesrate på 95,3. Det må man sige er noget af et spring. Så konklusionen må være, at det kan betale sig at tabe sine kampe, når alligevel slutspillet er misset. Så er man nemlig næsten sikker på at få en enorm talentfuld spiller tilført holdet.

Ingen regel uden undtagelse
Argumentet imod leverer Oilers helt alene. De har siden 2010 været førstevælger hele fire gange. Man kan jo dårligt sige, at disse valg har hjulpet klubben, der endnu ikke har været i slutspillet i denne periode.

Der er selvfølgelig mange andre faktorer, der spiller ind i at opbygge et hold, og selvom man får tilført stjerner fire gange gennem draften, hjælper det jo ikke meget, hvis ens forsvar stadig er hullet som en si.

Derfor er ’tanking’ ikke den endegyldige løsning, men man kan ikke komme udenom, at det er en god håndsrækning til en General Manager, der er i færd med opbygningen at få tildelt Connor McDavid. Jeg tror da også stemningen i Chicago stadig er god efter, at man valgte Toews og Kane tidligt i draften efter nogle dårlige sæsoner.

En mulig løsning?
Skal jeg komme med en løsning på problemet, så kunne et enkelt tiltag være at lade alle placeringerne foregå ved lodtrækning. Dog stadig efter princippet at man bliver tildelt en bedre procentvischance for et højt valg, hvis man sluttede sidst. Det kunne gøre kampen om sidstepladsen mere ligegyldig.

Det er lidt det, som NHL har gjort til denne draft ved at lade de tre første valg afgøres gennem lodtrækning. Jeg ville dog foreslå, at man tog den hele vejen og kastede alle valgene ned i lodtrækningsbowlen.

Der er dog også en side af mig, der synes man skulle droppe alt det lodtrækningspjat. Lad automatisk Toronto få deres førstevalg, da de i indeværende sæson var dårligst. Det kan være de tabte en kamp, eller 10, lidt let afslutningsvis, men der kan ikke være mange, der argumenterer imod, at de havde dårligste mandskab i 15/16 sæsonen. Derfor skete retfærdigheden fyldest. Jeg kan godt lide den romantiske nordamerikanske model om, at alle skal være lige og have en chance for hurtigt at blande sig i toppen igen.

Er jeg forresten den eneste, der undrer sig over at denne form for kommunisme er indført i verdens mest liberale land?