NHL: SJETTE MÅL AF EHLERS i Winnipeg-sejr

Foto: Jan Korsgaard

Nikolaj Ehlers fortsætter med at være den absolut varmeste NHL-dansker. Ehlers satte i nat sit sæsonmål nummer seks, der samtidig var danskerens ottende point for sæsonen.

Ikke nok med det: Winnipeg Jets vandt 4-3 over Minnesota i ordinær spilletid, og coach Paul Maurice fik sin sejr nummer 600 i sin NHL-historie. Herlig aften for Winnipeg hjemme i MTS Bell Centre, hvor det finske vidunderbarn Patrik Laine også endelig kom i sving med to scoringer.

Det var Laines mål nummer tre og fire for sæsonen, og det er lige under de store forventninger, der hersker til den ugen finne, der kom så fremragende fra start i sidste sæson, der var hans første i NHL.

Jets viste igen stor moral og kom fra baghjul i kampens anden halvdel. Wild førte 3-2, da Laine udlignede kort før anden periodes afslutning, og syv minutter før tid lykkedes det Blake Wheeler at afgøre kampen.

Ehlers-målet faldt til 2-o for Winnipeg efter 10 minutter, og han kaldes “The Dazzling Dane” på Winnipegs Twitter-konto. Danskeren var på plads helt fri inde foran mål, hvor han passerede Devan Dubnyk i Minnesota-målet.

Det var efter en flot pasning, der kom fra den svenske back Tobias Enström.

Danskeren fik 17:12 minutter på isen og noterede sig for -1 i plus/minus-statistikken. Jets står nu med otte point i seks kampe og kunne glæde sig over, at Connor Hellebuyck i målet tog endnu en sejr foran en solid defensiv.

Forsvarsspillet og målmændene må uden tvivl være nøglen for Winnipeg, hvis offensiv har så meget talent, at de nødvendige mål nok skal blive scoret.

Her Ehlers-kassen fra i nat: