NHL: Sharks vandt i dobbelt overtid

Foto: Dinur

Sikke et drama, man kunne være vidne til her i de tidlige morgentimer dansk tid.

Vegas Golden Knights og San Jose Sharks leverede et brag af en kamp, der endte helt ude i den anden overtid. 

Her scorede Logan Couture det afgørende mål for San Jose, der dermed vandt 4-3 og udlignede serien, der nu står 1-1. Det var samtidig det første slutspilsnederlag nogensinde til Vegas Golden Knight, der som bekendt vandt første runde-serien med 4-0 over LA Kings.

Højdramatisk i overtidens første periode, hvor arenaen eksploderede i jubel, da Jonathan Marchessault scorede det afgørende mål. Troede tilskuerne. Men efter video-gennemsyn blev målet annulleret og kampen fortsatte i et hæsblæsende tempo.

Vi skulle frem til det 26. minut af overtiden, hvor Logan Couture fik en pasning på tværs, som han på smukkeste vis hamrede direkte over i modsatte målhjørne uden chance for Marc-Andre Fleury i Vegas-målet. Kæmpe jubel i Sharks-lejren og stor forløsning efter 0-7-nederlaget i seriens første kamp.

Stor, stor moral af Sharks, der også var bagud 0-2 i kamp to, men altså formåede at kæmpe sig tilbage. Brent Burns bragte Sharks på 3-2 dybt i anden periode, Nate Schmidt udlignede for Vegas i tredje periode.

Og så kom den dramatiske overtid.  Mikkel Bødker nåede at notere sig for -1 og spillede 18:27 minutter for Sharks.