NHL: Sharks-stjerne opereret efter sammenstød med Bødker

Foto: Sarah A.

San Jose Sharks kommer til at undvære stjernecenteren Joe Thornton på ubestemt tid, efter at den 38-årige canadier torsdag fik lavet en kikkertoperation i sit højre knæ.

Thornton beskadigede et ledbånd i tirsdagens 5-4-nederlag mod Winnipeg Jets, og han var nødt til at lade sig operere. Sharks melder ikke noget om, hvornår den rutinerede center kan være tilbage på isen.

– Jeg kender ikke de længere udsigter, men jeg ved, at han ikke vil være tilgængelig i den nærmeste fremtid, siger Sharks-træner Peter DeBoer.

Skaden opstod med mindre end et minut tilbage af den ordinære tid i kampen mod Jets, da Mikkel Bødker faldt ned ovenpå Joe Thornton. Et hændeligt uheld, men et potentielt meget kostbart tab for San Jose, hvis Thornton er ude i længere tid.

Joe Thornton, som er i gang med sin 20. sæson i NHL, har i denne sæson lavet 36 point i 47 kampe.