NHL: Sharks-spiller rykker til Schweiz

Foto: Mark Mauno

Canadiske Nick Spaling, som spillede for San Jose Sharks i årets Stanley Cup-finaleserie, forlader NHL og fortsætter karrieren i schweizisk ishockey.

Den 27-årige center har skrevet kontrakt med NLA-klubben Genève-Servette HC for den kommende sæson. Klubben har option på at forlænge samarbejdet med yderligere en sæson, oplyser Genève-Servette på sin hjemmeside.

Nick Spaling kom til San Jose Sharks fra Toronto Maple Leafs midt i sidste sæson. Han spillede 24 kampe for hajerne i NHL-slutspillet, men noterede sig kun for en enkelt assist og spillede således ikke nogen nøglerolle på holdets vej til Stanley Cup-finalen.

Spaling har tidligere spillet for Nashville Predators og Pittsburgh Penguins. Han står i alt noteret for 124 point i 437 NHL-kampe.