NHL: Sharks-camp har givet True blod på tanden

Foto: Jan Korsgaard

Alexander True blev søndag sorteret fra San Jose Sharks’ training camp-trup, og dermed var den 21-årige danskers første NHL-camp forbi.

True nåede dog at få en del træningspas sammen med Sharks-holdet, der tæller store stjerner som Erik Karlsson, Brent Burns og Joe Thornton, og en enkelt preseason-kamp blev det også til for den danske center, som håber, at han en dag kommer på isen i en betydende NHL-kamp.

– Det var sjovt og fedt at spille under Sharks-trænerne og få en Sharks-trøje på. Og prøve hvordan det er, at spille en NHL-kamp en dag – selvom det også bare var pre-season. Det var mega-sjovt at være med til at prøve det. Og så giver det også blod på tanden, siger Alexander True til TV 2 SPORT.

Alexander True skrev tidligere i år under på en tre-årig kontrakt med Sharks, efter at han i sidste sæson gjorde en god figur for klubbens farmerhold i AHL. Dermed var døren til den store danskers første NHL-training camp også åbnet.

– Det har været super fedt. Lærerigt. Det var også sjovt at træne med de spillere, man er vokset op med at kigge op til, og så rende rundt og træne med dem. Det er lidt specielt. Det er lidt mærkeligt på en eller anden måde at gå rundt om dem til hverdag. De er jo helt normale mennesker ligesom os andre. Men man er også en lille knægt, og man har altid syntes de var nogle superstjerner, siger Alexander True om oplevelsen.

Efter at være blevet cuttet af Sharks, fortsætter Alexander True sine sæsonforberedelser hos San Jose Barracuda. Her håber han på at blive en af de bærende spillere i denne sæson, og så kan mere NHL-hockey måske vente ude i horisonten.

– Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at få den opringning og spille min første NHL-kamp. Det vil jeg være utrolig glad for. Det kunne være sindssygt. Jeg ved nærmest ikke, hvad jeg skal sige. Det vil være helt surrealistisk at tænke på, siger Alexander True til TV 2 SPORT.