NHL: Sedinerne sagde farvel til Vancouver med manér

Daniel og Henrik Sedin spillede torsdag deres sidste hjemmekamp for Vancouver Canucks, og de svenske tvillinger kunne ikke have drømt om en meget bedre afsked med hjemmepublikummet.

Vancouver Canucks-fansene kunne juble over en overtidssejr på 4-3 over Arizona Coyotes i Sedin-tvillingernes sidste kamp i Rogers Arena, og sejrsmålet blev scoret af Daniel Sedin. Naturligvis på oplæg fra tvillingebror Henrik.

Daniel Sedin scorede også tidligere i opgøret og nåede dermed op på 391 scoringer i den lange NHL-karriere, der begyndte i år 2000, men som slutter lørdag, hvor Canucks spiller sæsonens sidste kamp på udebane mod Edmonton Oilers. Henrik Sedin fik assist på begge Daniels scoringer i hjemmebanefarvellet.

Sedin-tvillingerne annoncerede i mandags deres karrierestop, og derfor har Vancouver-fansene ikke haft så lang tid til at forberede sig på afskeden med de to mest markante skikkelser i klubben i dette årtusinde. Det hindrede dem dog ikke i at hylde de svenske tvillinger på behørig vis.

Vancouver var bagud med 3-1 før tredje periode i tvillingernes afskedskamp, men et stærkt comeback tvang kampen ud i overtid, hvor kampen altså sluttede lige præcis, som de fleste havde håbet, den ville ende.