NHL: Scoring fra Ehlers var ikke nok

Foto: Jan Korsgaard

Nikolaj Ehlers kom på måltavlen for anden gang i sæsonen, men kunne ikke føre Winnipeg Jets til sejr over Buffalo Sabres, som vandt opgøret i MTS Centre med 3-1.

Der var skarpheden og Kyle Okposo til forskel i søndagens tidlige NHL-kamp mellem Winnipeg Jets og Buffalo Sabres. Hjemmeholdet kom frem til lidt flere skud på mål end gæsterne, men det var Sabres-spillerne – og i særdeleshed Kyle Okposo – der var skarpest foran mål.

Okposo bragte Buffalo foran midtvejs i første periode, og to minutter senere øgede Brian Gionta til 2-0, som var stillingen efter de første 20 minutter. Kyle Okposo nettede endnu en gang i midterperioden, og Winnipeg stod dermed med en noget uoverkommelig opgave før tredje periode.

Det lykkedes Jets at få bragt en smule spænding tilbage i opgøret. Nikolaj Ehlers viste sin målfarlighed små fem minutter inde i tredje periode, hvor danskeren var over en puck, som via endebanden sprang ind foran gæsternes mål. Her dukkede Ehlers op og reducerede til 3-1 med sin anden scoring i sæsonen.

Se Ehlers sende pucken i nettet her:

Winnipeg pressede godt på i resten af kampen, men det lykkedes ikke det canadiske mandskab at minimere Buffalos føring yderligere. Til sidst spillede Jets med en ekstra markspiller på isen, men satsningen gav ikke pote, selvom værterne var seks mod fire i de sidste 47 sekunder, efter at Nikolaj Ehlers havde trukket en udvisning.

Nikolaj Ehlers fik mere end 22 minutter på isen for Winnipeg og skød på mål fire gange. Den danske wing var Winnipegs bedste mand og blev kåret til kampens third star.