NHL: Rutinerede profiler lyste op, da Sharks skød Rangers i sænk

Det var de rutinerede spillere, der tog plads i rampelyset, da San Jose Sharks lørdag besejrede New York Rangers med 4-1 efter tre scoringer på 200 gyldne sekunder.

De skød, og skød og skød lidt mere. San Jose Sharks-spillerne udsatte New York Rangers’ målmandsstjerne Henrik Lundqvist for et sandt bombardement i lørdagens kamp i SAP Center, og i tredje periode måtte den rutinerede svensker kapitulere over for hjemmeholdets ældste profiler.

Sharks var det første hold, der fik pucken i nettet i opgøret. 35-årige Joel Ward bragte hajerne foran i powerplay små otte minutter inde i anden periode. Stik imod spil og chancer lykkedes det dog den tidligere San Jose-back, Dan Boyle, som bliver 40 år til sommer, at udligne for gæsterne.

Skudstatistikken hed 37-20 i San Joses favør efter de første to perioder, og i tredje periode fik værterne endelig fuld valuta for deres massive pres. I løbet af tre minutter og 20 sekunder scorede 36-årige Joe Thornton, 35-årige Joel Ward for anden gang og 31-årige Joe Pavelski for Sharks, som gik fra 1-1 til 4-1, hvilket også blev kampens resultat.

Henrik Lundqvist lod sig efterfølgende udskifte, og selvom den 34-årige svensker egentlig endte med at blive skudt i sænk, så blev han stadig noteret for en redningsprocent på 91,5, efter at have stoppet 43 af de 47 skud, der mødte ham.

San Jose endte med at vinde skudstatistikken med 52-26, så det var ikke lysten til at skyde, der manglede hos hjemmeholdet, som med sejren holder sig lige i hælene på Anaheim Ducks i Pacific Division. Hajerne er et point efter ænderne for en kamp mere.

Los Angeles Kings, som fører divisionen, vandt lørdag med 2-1 over Boston Bruins og sikrede sig dermed en billet til slutspillet. Kongerne er seks point foran Anaheim Ducks for en kamp mere.