NHL: Russell fik syv minutter i Edmonton-sejr

Foto © Jan Korsgaard

Edmonton Oilers vandt i nat dansk tid en vigtig sejr i kampen om at komme tæt på slutspilsstregen, og det var igen med Patrick Russell på holdet.

Danskeren spillede dog ikke samme rolle i forhold til istid, som i seneste kamp i Dallas, men kunne dog notere sig godt syv minutter på isen i St. Louis, hvor Oilers vandt 3-2 efter overtid.

Det var allestedsnærværende Connor McDavid, der scorede sejrsmålet i straffeslag for Edmonton. 

Patrick Russell fik sine første to udvisningsminutter i NHL – det er vel også en slags milepæl at ramme – og han skød en enkelt gang på mål og leverede en enkelt tackling i sin sjette kamp for Oilers i denne omgang. 

Sejren betød, at Edmonton nu kun er et par point fra slutspilsstregen, og noget tyder på, at træner Ken Hitchcock har fået pumpet nyt liv i Oilers-mandskabet. 

Spændende, hvor længe Patrick Russell stadig får lov at være en del af “opgangstiderne”. 

I øvrigt var svenske Oscar Klefbom igen på pletten for Oilers. Den stærke back har i de seneste kampe været på plads med matchafgørende aktioner, og det var han således også i nat, hvor han udlignede til 2-2 og dermed sikrede Edmonton overtid.