NHL: RØNDBJERG FÅR ENTRY-LEVEL KONTRAKT I VEGAS

Jonas Røndbjerg fik ikke kampe ved det netop overståede VM, og han har haft en mellemsæson i Vaxjö Lakers, men nu har sæsonen fået en rigtig stærk afslutning for den 20-årige forward, der er den spiller med flest ungdomslandskampe nogensinde i dansk ishockeys historie.

Vegas Golden Knights har nemlig offentliggjort, at klubben har skrevet en treårig entry-level-kontrakt med danskeren. 

Det betyder naturligvis ikke, at NHL-debuten venter lige om hjørnet, men det betyder, at Vegas satser på at indrullere danskeren i klubbens organisation, der også tæller AHL-holdet fra Chicago Wolves og ECHL-holdet Fort Wayne Komets.

I første omgang må det forventes, at Røndbjerg skal forsøge at slå sig ind i AHL, og derefter se, hvor det bærer henad. 

Jonas Røndbjerg blev draftet som nummer 65 i tredje runde af Vegas i 2017-draften og har været i udlandet siden 2015/16, hvor han afsluttede sin danske del af karrieren med en flot sæson i Rungsted. Derefter skiftede han til Växjö Lakers, hvor han har spillet både J20 og SHL. I sidstnævnte liga har det dog knebet en smule med at få den fornødne spilletid i den forgangne sæson.

Det har dog ikke forhindret Røndbjerg i at være fast mand på det danske landshold, indtil han lige nøjagtig ikke nåede med ind at få kampe ved det netop overståede VM.

Talentet er dog uomtvisteligt, og nu skal Jonas Røndbjerg altså forsøge at slå sig ind i det nordamerikanske miljø. Spændende tider venter for ham.