NHL: Rangers og Capitals vandt på straffeslag

New York Rangers og Washington Capitals var begge bagud med 2-1 i lørdagens to første NHL-kampe, men de fik udlignet og vandt med 3-2 efter straffeslag.

Rangers var på besøg hos Philadelphia Flyers, og her lugtede det af en hjemmesejr til Flyers, som havde vundet tre kampe i træk før lørdagens opgør. De orangeklædte værter førte med 2-1, indtil der resterede 13 sekunder af kampen. Her lykkedes det nemlig Keith Yandle at udligne med et tørt hug fra blå linje.

Kampen endte i en shootout, hvor Rangers-spillerne viste stor skarphed. Mats Zuccarello og Derek Stepan nettede for gæsterne, mens både Sam Gagner og Claude Giroux missede for Flyers. Dermed vandt newyorkerne, som spillede sig tilbage på tredjepladsen i Eastern Conference.

Førstepladsen i conferencen indtages af Washington Capitals, som også måtte ud i straffeslag, før de kunne tage to point med sig fra lørdagens tidlige udekamp mod New Jersey Devils. Formstærke André Burakovsky bragte Capitals foran godt midtvejs i anden periode, men Devils fik vendt kampen med to scoringer i den første halvdel af tredje periode.

Washington fik udlignet med seks minutter tilbage på uret. 27-årige Paul Carey scorede sit første NHL-mål nogensinde, og i straffeslagskonkurrencen sikrede T.J. Oshie og Alexander Ovechkin det amerikanske hovedstadshold sejren. New Jerseys Reid Boucher scorede på sit straffeslag, men hans hold måtte altså nøjes med et point.

Devils holder med det ene point fast i sin placering over slutspilsstregen i Eastern Conference, hvor djævlene lige nu ligger til at tage den ene wildcard-billet til slutspillet.