NHL: Rangers-målmandens forfærdelige debut

New York Rangers havde en forfærdelig aften mod forrygende Washington Capitals, der virkelig ser ud til at mene det alvorligt i den her sæson. Ovechkin og co. skød simpelthen Rangers i sænk med en sejr på hele 7-3, og specielt for Rangers-målmændene var det en forfærdelig aften. Og helt specifikt for Magnus Hellberg, der var blevet kaldt op fra AHL og blev skiftet ind efter to perioder.

Det var Hellbergs debut for Rangers og kamp nummer to i NHL i karrieren, og han måtte sande, at et Rangers-hold, der var sjusket på dagen, ikke nødvendigvis kæmpede for reservemålmanden. Først smuttede Jason Chimera af sted i undertal og scorede og på det andet skud mod Hellberg scorede Marcus Johansson til 7-3 for Caps.

Rangers førte ellers 3-1 efter første periode, men brød siden helt sammen. Henrik Lundquist noterede en redningsprocent på 79.2, mens stakkels Hellberg nøjedes med 66.7 procent, fire redninger på seks skud.

Se højdepunkterne fra kampen her: