NHL: Rangers henter erstatning for Lundqvist

Foto: Bridget Samuels

Der kan være skidt nyt til alle New York Rangers-fans. Klubben har torsdag hentet målmanden Magnus Hellberg op fra AHL som erstatning for stjernemålmanden Henrik Lundqvist.

34-årige Lundqvist pådrog sig en øjenskade, da Rangers onsdag tog hul på slutspillet på udebane mod Pittsburgh Penguins. Den rutinerede målmand, som er en af verdens bedste på sin position, fik holdkammeraten Marc Staals stav i øjet, og han måtte udgå af kampen, som Rangers tabte med 5-2.

Måske er Henrik Lundqvists skade mere alvorlig, end Rangers håber. Klubben har i hvert fald hentet 25-årige Magnus Hellberg op som gardering på målmandsposten, hvis Lundqvist ikke når at blive klar til den anden kamp i serien mod Pittsburgh, som spilles lørdag.

Magnus Hellberg har kun spillet to NHL-kampe i sin karriere, og selv hvis Henrik Lundqvist ikke bliver kampklar, må han formentlig se til fra bænken. I så fald ventes finske Antti Raanta at indtage pladsen i Rangers-målet.