NHL: Rangers fik oprejsning i tæt kamp

Der har været langt mellem snapsene for New York Rangers i begyndelsen af denne sæson. Holdet stod kun med en sejr på kontoen efter sæsonens første otte kampe, og derfor var det to tiltrængte point, newyorkerne hentede lørdag.

Her tog Rangers hjemme i Madison Square Garden imod sidste sæsons Stanley Cup-finalister fra Nashville Predators i det, der endte med at blive en meget tæt kamp, som først blev endeligt afgjort i sidste minut. Til stor jubel både på og uden for isen vandt New York Rangers opgøret med 4-2.

Værterne fik den optimale start på kampen, da Jesper Fast og Chris Kreider begge nettede for første gang i sæsonen og sikrede Rangers en 2-0-føring i første periode. Tidligt i anden periode reducerede Mattias Ekholm for gæsterne, og herefter var kampbilledet ændret.

Hvor de to hold i første periode havde fordelt chancerne jævnt mellem sig, var det Predators, der var mest nærgående i de sidste to perioder. Kevin Hayes gav Rangers luft med en 3-1-scoring små 13 minutter inde i midterperioden, men Filip Forsberg fik reduceret til 3-2, før spillerne skøjtede til pause igen.

Der var trængsel for New York Rangers-stjernen Henrik Lundqvists mål i det meste af tredje periode. Nashville pressede hårdt på og kom frem til flere store chancer. Ind over stregen ville pucken dog ikke. Enten kom Henrik Lundqvist eller en anden opofrende Rangers-spiller i vejen, eller også strøg Predators-spillernes skud lige forbi målstolperne.

Til sidst satte gæsterne en ekstra markspiller ind i stedet for målmand Juuse Saros, men det kastede ikke en udligning af sig. 39 sekunder før tid slog Jimmy Vesey fra lang afstand pucken ind i det tomme Nashville-mål og cementerede Rangers’ sejr.

Dermed fik New York Rangers fordoblet antallet af sejre i denne sæson, men holdet ligger stadig i den tunge ende af tabellen med kun seks point efter ni kampe.