NHL: Penguins vendte første slag på fem minutter

Foto: Bridget Samuels

Washington Capitals fik en drømmestart på den første kamp i serien mod Pittsburgh Penguins, men efter 60 minutters spil var det pingvinerne, der kunne juble.

Det er tredje år i træk, at Washington og Pittsburgh mødes i slutspillet. Penguins har vundet alle slutspilsserier mod Capitals siden 1994, så hovedstadsklubben håber, at det i år endelig lykkes at vriste sig ud af rivalernes jerngreb.

Capitals fik den optimale start på serien, da Evgeny Kuznetsov bragte holdet foran bare 17 sekunder inde i torsdagens kamp et. Den føring holdt helt indtil tredje periode, hvor Alexander Ovechkin efter 28 sekunders spil øgede til 2-0.

Washington dominerede og virkede ovenpå, men Penguins er en hård nød at knække, og på mindre end fem minutter vendte pingvinernes førstekæde kampen. Patric Hörnquist reducerede til 2-1, da tredje periode var tre minutter gammel, og i løbet af de næste minutter fik også kædekammeraterne Sidney Crosby og Jake Guentzel scoret.

Pittsburgh kom foran med 3-2 og formåede at forsvare føringen hjem, så gæsterne kunne bringe sig foran med 1-0 i serien.

Lars Eller fik 16:21 minutters spilletid i kampen, hvor han blev noteret for to skud på mål og tre hits.