NHL: Penguins henter finsk VM-back

Det lykkedes ikke Pittsburgh Penguins at vinde Stanley Cup-titlen for tredje sæson i træk, og derfor er klubben begyndt at kigge frem mod næste sæson.

Her forstærker de seneste to sæsoners mestre backlinjen med den finske VM-back Juuso Riikola, som skal prøve kræfter med NHL efter at have været en profil i den finske liga i de seneste sæsoner.

24-årige Riikola har indgået en et-årig aftale med Penguins, oplyser klubbens general manager Jim Rutherford.

Juuso Riikola er aldrig blevet draftet, men han har med solidt spil for Kalpa i den bedste finske række tiltrukket opmærksomhed fra verdens bedste ishockeyliga. Riikola fik sin VM-debut ved det igangværende VM i Danmark, hvor han spillede otte kampe og lavede to point for Finland, som blev slået ud i kvartfinalen.

Riikola har tidligere spillet sammen med Pittsburgh-backen Olli Määttä på det finske U20-landshold.