NHL: Penguins henter eftertragtet center

Pittsburgh Penguins har sat jagten ind på den tredje Stanley Cup-titel på stribe, og det mål skal en ny tredjecenter hjælpe klubben med at indfri.

De seneste to sæsoners NHL-vindere har fredag tradet sig til den eftertragtede center Derick Brassard, som kommer til klubben fra Ottawa Senators. Penguins har givet deres førsterundevalg i årets draft samt to spillere for 30-årige Brassard.

Det er den 29-årige back Ian Cole og det 19-årige målmandstalent Filip Gustavsson, Ottawa har sikret sig i handlen.

Derick Brassard har kontrakt til og med næste sæson, så det er ikke kun en kortsigtet investering, Pittsburgh har lavet. Den canadiske center har lavet 38 point i 58 kampe for Ottawa i denne sæson, så det er en formstærk spiller, pingvinerne har føjet til truppen.

Pittsburgh har efter en svingende start på sæsonen fundet formen, og holdet er kun et point fra førstepladsen i Metropolitan Division. Dermed har Penguins sat kursen mod slutspillet, og med en opgradering på forwardsiden kan holdet igen blive en giftig modstander i slutspillet.

Derick Brassard er en rutineret herre, som har 420 point i 702 NHL-kampe på sit cv. Han har tidligere været i en Stanley Cup-finale med New York Rangers.