NHL: Ovechkin ude af All-Star kampen, Flyers vandt

Foto: Bridget Samuels

På en aften, hvor der kun var fire kampe i NHL, som sidste spillerunde inden All-Star pausen, var det nyheden om Alexander Ovechkins afbud til All-Star-weekenden der fyldte mest. Den russiske superstjerne er blevet ramt af en “lower-body” skade, som altså gør, at han ikke kan deltage i denne weekends festivitas i Nashville.

Nyheden kom frem efter Washington Capitals nederlag på hjemmebane til Philadelphia Flyers efter overtid, hvor Ovechkin altså deltog i hele kampen, næsten 20 minutters istid. Det er formentlig en mindre skade, som gør at Capitals ikke vil løbe nogen risiko med deres store stjerne, og derfor hellere vil holde ham hjemme, så han kan hvile, end at lade ham rende rundt og “lege” i Nashville og risikere at forværre skaden.

Capitals måtte i nattens kamp mod Flyers se sig slået med 4-3 efter overtid, hvor Philadelphias tjekkiske stjerne Jakub Voracek afgjorde for gæsterne. han scorede et mål i den ordinære tid, og tilføjede så endnu et mål i overtiden, som dermed afgjorde sager for gæsterne, der ihærdigt kæmper for at komme tilbage i kampen om slutspilspladserne.

Alle tre mål Capitals scorede i nattens kamp, blev i øvrigt scorede af svenske spillere, Andre Burakovsky med to mål og Nicklas Backstrøm med et.

Du kan se højdepunkter fra kampen her: