NHL: Ovechkin tog Stanley Cup-trofæet med hen på sin brors gravsted

Foto: Bridget Samuels

Den russiske superstjerne Alexander Ovechkin har i weekenden vist Stanley Cup-trofæet frem hjemme i Rusland, og Washington Capitals-stjernen har foretaget sig lidt af hvert med den store pokal.

Lørdag var Stanley Cup-trofæet med til VM-fodbold i Moskva, mens søndagens aktiviteter foregik mere skjult for offentligheden. Her skulle Ovechkin ifølge Washington Post have haft trofæet med på Den Røde Plads, ligesom det er blevet vist frem for premierminister Dmitrij Medvedev.

Derudover havde Alexander Ovechkin den store pokal med hjemme i sit barndomshjem, hvor han lagde sig i sin seng med Stanley Cup-trofæet ved sin side, og efterfølgende tog Washington Capitals-kaptajnen ud til den kirkegård, hvor hans bror ligger begravet.

– Det var hårdt, men det var meget vigtigt for mig, fordi han er min bror. Han motiverede mig til at arbejde hårdt, og til at give, hvad jeg kan på isen, sagde Ovechkin.

Broderen døde i en trafikulykke, da Alexander Ovechkin var ti år gammel.