NHL: Ottawa og Bødker tabte i overtid til Boston

Foto: Jan Korsgaard

Der er spænding og drama, hvorend Ottawa Senators kommer hen for øjeblikket. 

For anden kamp på stribe spillede Senators overtidsishockey i nat. Efter 2-1-sejren over Pittsburgh tidligere på weekenden, blev det i nat til et nederlag på 1-2 mod Boston – også i overtid.

Mikkel Bødker fik mere spilletid end normalt – over 18 minutter – men fik ikke mere ud af tingene end et par skud på mål. 

Mark Stone scorede kampens første mål for Ottawa, men Brad Marchand udlignede i midtperioden for Bruins. 

Da bonuspointet skulle afgøres, slog Torey Krug til for Boston, der dermed fulgte glimrende op på 6-3-sejren over Toronto. 

Bruins holder sig over stregen ind til slutspillet, mens Ottawa har fem point op til de forjættede pladser til forårets Stanley Cup.