
Måske er det stille og roligt ved at glide den vej for Ottawa Senators som eksperterne spåede inden sæsonen.
I hvert fald er Senators og Mikkel Bødker røget ind i sæsonens første negative stime og er langsomt gledet nedad i tabellen på det seneste. I nat blev det til et klart nederlag hos Bødkers gamle klub, Arizona Coyotes.
Og det var en af Bødkers gode makkere fra tiden i Arizona, Oliver Ekman-Larsson, der førte an og fik titlen som First Star i Arizonas stensikre 5-1-sejr denne tidlige morgen dansk tid.
Arizona, der var bundhold, men afsluttede sæsonen godt i fjor, har fået vind i sejlene med sit unge hold og står nu med glimrende 12 point i 11 kampe. Forleden vandt Arizona med hele 7-1 over Tampa Bay, og nu var det altså Ottawa, der stod for skud.
Coyotes var foran 3-0 allerede efter første periode mod et gæstemandskab, der aldrig for alvor kom ind i kampen.
Mikkel Bødker endte kampen på -2, og skød to gange på mål i en kamp, hvor han fik 4:30 minutter i powerplay og over 18 minutters spilletid i alt. Bødker står nu med fire pointløse kampe på stribe, og er ligesom sine danske angrebskolleger i NHL inde i en vis måltørke.