NHL: Nylander debuterede, Andersen sad over, Nielsen vandt

Frederik Andersen havde fået en friaften hjemme i Toronto i nat og således var den direkte herningensiske duel mellem Andersen og Frans Nielsen aflyst – eller i hvert fald decimeret til, at Andersen skulle se, hvordan reserven Garrett Sparks agerede i Maple Leafs-nettet. 

Sparks reddede 27 af 32 mulige skud, men Detroit reddede to point hjem i en 5-4-sejr, der blev afgjort på et fremragende mål i overtid af Dylan Larkin, der fuldstændig snød Sparks på en flot eksekveret friløber.

Dermed to af de rigtig gode point til Red Wings, der nu virkelig kan skimte pladserne i slutspillet og dermed også en sæson, der giver mere mening end i fjor, hvor traditionsklubben var notorisk bundhold uden chance for noget overhovedet. 

Frans Nielsen spillede 20:29 minutter og var en kæmpe arbejdshest både i overtal og undertal. Hans mandskab havde faktisk en sikker sejr i skøjterne efter to perioder, hvor Detroit førte med sikre 4-1. Men Toronto kom stærkt igen og fik scoret tre gange. Det blev 4-4 efter ordinær tid på en aften, der selvfølgelig stod i William Nylanders tegn. 

Svenskeren sæsondebuterede med 12:29 minutters istid – uden dog at gøre sig yderligere bemærket. 

Toronto stadig toer i Atlantic Division og på vej ud på et længere road trip, der begynder hos sidste sæsons overmænd Boston om et par dage.