NHL: Ny spiller tager Hansens plads på holdet

Foto: Jan Korsgaard

San Jose Sharks forstærkede holdet før trade-deadline, og det har ikke været til fordel for den ene af holdets danske spillere.

Jannik Hansen var nemlig henvist til tilskuerrækkerne, da Sharks tirsdag tog imod Edmonton Oilers i den første kamp efter, at trade-vinduet lukkede mandag.

Her ønskede Sharks-træner Peter DeBoer at finde plads til nyerhvervelsen Evander Kane i startopstillingen, og det kostede Jannik Hansen endnu en tur op i presseboksen. Hansen har ellers været inde i en fin periode med regelmæssig spilletid, men nu kan der altså vente ham endnu en periode som tilskuer.

Mikkel Bødker spillede til gengæld for San Jose, som vandt kampen mod Edmonton med 5-2. Han fik markeret sig med en assist på Sharks’ 4-1-scoring i slutningen af anden periode og spillede i alt 14:37 minutter, hvor han var +1 i plus/minus-statistikken.

San Jose holder med sejren fast i deres andenplads i Pacific Division.