NHL: Ny offensiv opvisning af Toronto – 7-4-sejr i Dallas

Foto: Dinur

Det skal åbenbart være underholdende at se Toronto Maple Leafs i denne sæson. Senest vandt Frederik Andersens mandskab med 7-6 hos Chicago, og i nat blev det såmænd igen til syv kasser for Maple Leafs, der vandt med hele 7-4 i Dallas.

Vilde cifre, der får fansene til at juble, men dog næppe behager de defensive koordinatorer hos Toronto, der må sidde med en smule panderynker i forhold til antallet af mål, der går ind.

Omvendt kan Toronto-staben juble over, at John Tavares med seks mål i fire kampe er “on pace” til en gigantisk sæson. Han scorede to gange igen i nat, og det samme gjorde såmænd Auston Matthews, der såmænd har klappet syv kasser ind allerede. Han scorede også to gange i nat. Mitch Marner strøede om sig med tre assister, og Dallas kunne altså ikke magte denne storm af en Toronto-offensiv.

Frederik Andersen noterede sig for en redningprocent på 88,2 og tog i alt 30 skud. Han står efter tre kampe på en redningsprocent på under 90, får ikke frygtelig meget hjælp af defensiven, men er trods alt på to sejre i tre kampe, og med seks point i fire kampe er der pointmæssigt ikke noget utilfredsstillende ved Torontos åbning på sæsonen.

Når Maple Leafs får skruet en prop i defensiven, synes de nærmest umulige at stoppe lige nu.