NHL: NIELSEN TILBAGE MED VITAL ASSIST, Detroit vandt 3-2

Foto: Jan Korsgaard

Sådan skal et comeback skæres.

Frans Nielsen var i nat tilbage hos Detroit Red Wings for første gang siden slutningen af oktober, og det fejrede danskeren med en vital assist, der sikrede hans mandskab det ene point i den ordinære spilletid – et point, der blev fordoblet, da Detroit gik fra 0-2 til en 3-2-sejr over gæsterne fra New York Rangers.

Der manglede blot lige over to minutter, da Frans Nielsen i powerplay gled op gennem banen og leverede pucken på perfekt vis til holdkammeraten Andreas Athanasiou. Han leverede en lige så perfekt afslutning på Henrik Lundquist, og fuldendte dermed et Detroit-comeback, der var startet af Justin Abdelkader tidligere i perioden.

Da der manglede blot seks sekunder af overtiden, sikrede Dylan Larkin Red Wings det ekstra point og dermed endte det med at blive en stor aften for Nielsen og co. 

Red Wings har fået et lille håb tændt igen og motivationen er tilbage hos publikum Little Caesars Palace i Detroit, der nu nærmer sig det felt, hvor holdet med rette kan påstå igen at blande sig i kampen om slutspilspladserne. Men det kræver stadig et par hurtige sejre, hvis Detroit skal helt op i feltet af bejlere.

Nielsen spillede 16:32 minutter og var aktiv både i powerplay og boxplay og dermed tilbage i sin vante rolle hos Red Wings.