NHL: NIELSEN PÅ PLETTEN MED KLASSEMÅL, Detroit slog Rangers

Foto: Jan Korsgaard

Endelig lidt glæde spredt i Detroits ishockeylandskab efter en sæson, der har været rigtig træls for Red Wings.

I nat blev det til en 3-2-sejr over NY Rangers, og det var i den grad med stærkt dansk ageren.

Det var nemlig Frans Nielsen, der scorede sit 10. sæsonmål, da han satte 1-0-scoringen efter godt 17 minutter. Med en Rangers-back nærmest hængende på skulderen, viste Nielsen stor gennembrudsstyrke og satte pucken op bag Henke Lundqvist i Rangers-målet. Det var i øvrigt med karrierens første point til Taro Hirose, som er en af de spillere, Detroit prøver her i slutfasen af sæsonen. 

Andreas Athanasiou er stærkt spillende for øjeblikket, og Detroit-angriberen lavede de to øvrige mål for Red Wings. Det sidste 54 sekunder før tid.

Nielsen fik 13:11 minutter på isen i Detroits tredjekæde.