NHL: NIELSEN-HATTRICK, Detroit tabte i straffe

Foto: Jan Korsgaard

Frans Nielsen scorede for anden gang i karrieren hattrick i nat, da han nettede tre gange for Detroit i kampen mod Tampa Bay Lightning. Den fremragende danske indsats blev naturligvis kronet med titlen som First Star i den livlige kamp.

Den endte med, at Tampa Bay Lightning vandt 6-5 efter straffeslag, og det eneste Nielsen kunne ærgre sig over i nat dansk tid, var, at han brændte i den afsluttende straffeslagskonkurrence, som gæsterne vandt.  

Frans Nielsen var benhård ved den debuterende Tampa Bay-målmand Edward Pasquale i den ordinære spilletid. I det 18. minut var danskeren først over en løs puck, som han flåede direkte op i nettaget fra kort afstand til Detroit-føring 2-0. Kort forinden havde svenske Gustaf Nyquist bragt Red Wings foran 1-0.

Tampa Bay udlignede til 2-2, men midt i anden periode var danskeren på spil igen. Med et kanonsvirp med håndleddet bragte han Detroit på 3-2 og leverede dermed sit andet klassemål på aftenen. Igen kom Tampa Bay igen, hvilket var symptomatisk for kampen. Steven Stamkos udlignede til 3-3 – og Nielsen lynede igen.

Vi var stadig i anden periode, da danskerens hattrick blev fuldendt. Nielsen var med oppe i en hurtig omstilling og faldt over en løs puck, som han hamrede ind til 4-3 for Detroit.

Gustaf Nyquist scorede tidligt i tredje periode til 5-3 for hjemmeholdet, men Lightning viste høj moral og fik igen kæmpet sig tilbage i kampen. J.T. Miller og Cedric Paquette fik udlignet til 5-5, og efter en målløs overtid var det altså gæsterne, der snuppede det ekstra point på Frans Nielsens store aften.

Og Tampa Bay fik også bevist, hvorfor holdet pt. er det suverænt bedste i NHL med 43 point. Detroit hænger stadig med tre point op til stregen.