NHL: NIELSEN AFGJORDE i straffeslag

Foto: Jan Korsgaard

Detroit mod New York Rangers er et af de helt klassiske opgør i NHL, og i nat blev det opgør afgjort af Frans Nielsen.

Han er en af NHL’s bedste straffeskytter i historien, og i nat var det danskeren, der satte det afgørende straffeslag på Henrik “Henke” Lundquist i Rangers-målet.

Dermed fik Detroit foreløbig stoppet en rutsjetur på tre nederlag og genvandt et lille håb om at blande sig i kampen om pladserne i slutspillet.

Det var ikke “backhand of justice”, Frans Nielsen brugte, da han passerede den svenske klassemålmand, men derimod et skarpt håndledssvirp, der altså sikrede Red Wings det ekstra point.

Nielsen spillede lige over 17 ud af de 65 minutters ishockey som endte 2-2. Henrik Zetterberg stod for den sene udligning for Detroit, der brændte et straffeslag i overtiden, inden Nielsen afgjorde i straffeslagene.