NHL: Nashville NÆGTER at give op, vandt kamp seks i overtid

Klokken 5:57 dansk tid denne morgen gik Bridgestone Arena i Nashville fuldstændig amok, og det var en svensker, der stod bag. Det var blot 23-årige Victor Arvidsson, der godt tre minutter inde i overtiden i kampen mod San Jose Sharks tog chancen, arbejdede sig ind i gæsternes zone og lagde en fremragende baghånd ind i modsatte målhjørne.

Dermed vandt Nashville kampen 4-3 og tog Western Conference-semifinalen ind den syvende og afgørende kamp. Det var den sjette hjemmesejr i serien, og Predators viste virkelig høj moral i tredje periode, hvor gæsterne fra San Jose ellers næsten kunne lugte billetten til næste runde.

Der manglede nemlig blot 10 minutter, da Logan Couture scorede til 3-2 for gæsterne i powerplay. Et mærkeligt mål, hvor det så ud som om Pekka Rinne i Nashville-målet mistede et skær, da han skulle flytte sig til siden.

Det afstedkom en vild Nashville-forcering for udligning og fortsat liv i serien. Og med syv minutter resulterede presset i et vidunderligt mål. Det så næsten russisk ud, da Predators kombinerede sig frem til 3-3-målet. Colin Wilson afsluttede og Predators fortsatte presset. Dog uden at score det afgørende mål.

Kampen gik i overtid og så slog Victor Arvidsson altså til. Det var svenskerens første playoff-mål i NHL nogensinde. På det helt rette tidspunkt.

Sharks havde ellers teten allerede tidligt i kampen. To hurtige mål af Chris Tierney sendte gæsterne i front i første periode, men allerede tidligt i anden periode havde Ryan Johansen og James Neal udlignet føringen. 2-2 inden den dramatiske afslutning – og vi er nu klar til en kamp syv.