NHL: Nash-trade bliver kørt i stilling

Foto: Justin Yamada

Den canadiske NHL-profil Rick Nash ser ud til snart at være fortid i New York Rangers. Meget tyder på, at den 33-årige wing bliver tradet før trade-deadline 26. februar.

Rick Nash har en klausul i sin kontrakt, der betyder, at han kan lave en liste over 12 klubber, som han ønsker at blive tradet til, hvis Rangers vil af med ham. Klubben har bedt Nash om at udfylde denne liste, og det gjorde han derfor søndag, selvom canadieren egentlig ikke ønsker at forlade Rangers.

– Det er skuffende. Jeg elsker at være en ‘Ranger’. Jeg elsker at være i New York. Det er bare, hvad der sker, når dit hold ikke vinder. De er nødt til at tage nogle forretningsmæssige beslutninger, men det er skuffende, sagde Rick Nash mandag til Newsday.

33-årige Nash har kontraktudløb til sommer, og da Rangers i øjeblikket har tre point op til en slutspilsplads, bliver der spekuleret i, at klubben skiller sig af med flere erfarne spillere for at få noget for dem, før deres kontrakt løber ud.

Newsday skriver, at Rick Nash snart kan være fortid i New York Rangers, hvor han har spillet siden 2012. Dengang blev han tradet til klubben fra Columbus Blue Jackets.

Det er uvist, hvilke 12 klubber Nash accepterer at blive tradet til, men på rygteplan sættes han i forbindelse med Dallas Stars, San Jose Sharks, Nashville Predators og St. Louis Blues. Det forlyder til gengæld, at Nash ikke ønsker at blive tradet til en canadisk klub.

Rick Nash står i sin NHL-karriere noteret for 796 point i 1.042 kampe.