NHL: Murray forlænger med Columbus – kun Bjorkstrand mangler

Backen Ryan Murray har accepteret det kontrakttilbud, Columbus Blue Jackets har præsenteret ham for, og dermed er han klar til at tørne ud for klubben igen i den kommende sæson.

24-årige Murray har skrevet under på en et-årig kontraktforlængelse med Columbus, som kvitterer med en årsløn på $2,825 millioner. Den canadiske back står til at blive restricted free agent igen næste sommer, ligesom han har været siden 1. juli.

Murray har spillet for Columbus i hele sin NHL-karriere. Klubben valgte ham som nummer to overall i 2012-draften, og canadieren står indtil videre noteret for 72 point i 264 kampe for klubben.

Med Ryan Murrays signatur på en ny aftale har Columbus Blue Jackets fået alle kontrakter på plads på nær Oliver Bjorkstrands. Den danske wing har været restricted free agent siden 1. juli og er det fortsat.

23-årige Bjorkstrand har ikke anmodet om at få NHL’s voldgiftsret til at vurdere sin værdi, og derfor kan det meget vel være et spørgsmål om dage, før Oliver Bjorkstrand og Blue Jackets bliver enige om en ny aftale.