NHL: Mikkel Bødker kan ryge til Vegas Golden Knights

Foto: Jan Korsgaard

San Jose Sharks har valgt ikke at beskytte Mikkel Bødker, og dermed kan Vegas Golden Knights vælge ham i expansion-draften.

Mikkel Bødker havde det svært i sin første sæson som Sharks-spiller, og der har derfor været spekuleret i, at klubben ville være klar til at lade ham gå, hvis Vegas Golden Knights kunne være interesseret i at overtage hans kontrakt.

Det scenarie er nu blevet til virkelighed, fordi Mikkel Bødkers navn stod ikke på den liste over beskyttede spillere, som San Jose har sendt til NHL. Dermed kan han altså vælges af Vegas Golden Knights i expansion-draften, hvor den nye NHL-klub skal vælge en spiller fra hver af de 30 nuværende klubber.

Hvem Vegas vælger, bliver offentliggjort onsdag aften.

27-årige Mikkel Bødker lavede i denne sæson kun 26 point i 81 kampe for Sharks. Hans kontrakt løber indtil sommeren 2020, og årslønnen ligger på $4 millioner. Umiddelbart burde den danske wing være interessant for Vegas Golden Knights, men der er endnu ikke meldt noget ud omkring, hvorvidt Las Vegas-klubben har interesse i at drafte ham.

Oliver Bjorkstrand, Nikolaj Ehlers, Frans Nielsen, Jannik Hansen, Frederik Andersen og Lars Eller er beskyttet og kan ikke vælges i expansion-draften.