NHL: Matthews scorede sejrsmål i sin comebackkamp

Foto: Dinur

Den unge stjerne Auston Matthews var lillejuleaften tilbage på isen for Toronto Maple Leafs efter at have misset seks kampe som følge af en hjernerystelse, og han satte sit tydelige aftryk på kampen mod New York Rangers.

Toronto Maple Leafs vandt det tætte opgør i Madison Square Garden, og det var Matthews, der scorede sejrsmålet midtvejs i anden periode. Her øgede den 20-årige amerikaner Torontos føring til 3-1, og trods en Rangers-reducering i tredje periode signeret af J.T. Miller vandt Maple Leafs opgøret med 3-2.

Frederik Andersen spillede en rigtig, rigtig fin kamp i målet og blev med 30 redninger noteret for en redningsprocent på 93,8. Trods den flotte præstation skulle Andersen ikke på isen, da de tre bedste spillere i kampen blev kåret.

Auston Matthews, som gjorde comeback med både et mål og en assist, blev kampens spiller, mens Andersens holdkammerater også satte sig på titlen som second og third star i opgøret. De gik til henholdsvis William Nylander og Morgan Rielly.

Toronto holder med sejren fast i andenpladsen i Atlantic Division, og storklubben er seks point over slutspilsstregen i Eastern Conference.