NHL: Mathias Bau skriver kontrakt med Capitals

Foto: Jan Korsgaard

Mathias Bau Hansen har gjort det så godt i sin første sæson i Nordamerika, at han er blevet tilbudt en NHL-kontrakt.

Den 24-årige landsholdsforward, som måtte forlade VM på hjemmebane med en skade, har onsdag skrevet kontrakt med Washington Capitals for den kommende sæson. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Der er tale om en et-årig tovejskontrakt med en årsløn på $700.000, hvis Mathias Bau Hansen kommer til at spille i NHL for Washington, oplyser Capitals’ general manager Brian MacLellan.

Mathias Bau Hansen har i denne sæson spillet for Capitals’ AHL-farmerklub Hershey Bears. Her er det blevet til 23 point i 58 kampe for den store forward, som tidligere i karrieren har spillet i Metal Ligaen for Rødovre Mighty Bulls og Frederikshavn White Hawks.

Capitals oplyser, at Bau ventes at være den skade, han pådrog sig i VM-kampen mod USA, kvit, før næste sæsons training camp begynder. Her skal den to meter høje dansker kæmpe for en plads på Washingtons NHL-mandskab, hvor han i så fald vil blive holdkammerat med landsmanden Lars Eller.

Washington Capitals er stadig med i jagten på Stanley Cup-titlen i denne sæson, hvor holdet har kvalificeret sig til Eastern Conference-finalen. Her skal Lars Eller og kompagni møde Tampa Bay Lightning.