NHL: Maple Leafs-træner glad for Andersens opråb

728 Vm org
Foto: Jan Korsgaard

Frederik Andersen talte med store bogstaver, da han torsdag mødte pressen efter Toronto Maple Leafs’ overtidsnederlag til Philadelphia Flyers. Andersens træner værdsætter dog danskerens opråb.

– Vi er nødt til at samle os igen. Vi bliver nødt til at finde ud af, hvem der vil yde en indsats for holdet. Vi er nødt til at have en anden attitude. Jeg synes, vi skal kigge hinanden i øjnene og blive enige om, hvor vi vil hen herfra, sagde Frederik Andersen efter 3-2-nederlaget.

Det var andre toner fra den normalt så diplomatiske dansker, som plejer at være ganske hård mod sig selv og til gengæld altid fremhæver sine holdkammerater efter sejre. Andersen råbte op og sagde det, mange Toronto-fans længe har tænkt. Der mangler nogle procenter i ydelse fra de fleste Maple Leafs-spillere.

– En ting er, når jeg siger det. Det er noget helt andet, når en god spiller på dit hold siger det. Jeg havde måske regnet med, at han ville tage fat i træneren, en fra trænerstaben eller hele holdet, og så lukke døren og klare det in-house. Men det gjorde vi allerede under kampen, så jeg tror, det er meget positivt for holdet og vigtigt for os for at forbedre os, sagde Toronto Maple Leafs’ head coach Mike Babcock efter fredagens træning, hvor han satte ord på, hvad han mente om Frederik Andersens reaktion.

Trods en længere periode med svingende resultater ligger til at gå i slutspillet. Holdet er begunstiget af at høre til i Atlantic Division, hvor Maple Leafs på tredjepladsen har hele 11 point ned til Florida Panthers på fjerdepladsen. De tre øverst placerede hold i divisionen er garanteret en slutspilsplads.