NHL-målmænd: Jo flere skud, jo bedre

Foto: Bridget Samuels

Skudstatistikkerne er et vigtigt parameter i NHL. Holdene bliver ofte vurderet på, om de formår at få sendt flere skud på mål end modstanderholdet, men er det altid en fordel at få skudt så meget som muligt?

Ikke nødvendigvis, lyder svaret fra flere NHL-målmænd. De mener nemlig, at det ofte gør deres job markant sværere, hvis de kun bliver mødt af få skud i løbet af en kamp.

– Det er nok det sværeste ved målmandsjobbet, siger Washington Capitals’ målmand Braden Holtby.

– Jeg tror ikke, at du kan forstå det, hvis ikke du er målmand. Det er nemt at sige, men det er rigtigt. Spørg enhver målmand; det er sværere, når du får 15 eller 19 skud imod dig i en kamp end at blive mødt af 35 eller 40 skud, fortæller Jake Allen, som er målmand for St. Louis Blues, til NHL.com.

Det kan lyde mærkeligt, at målmændene ser det som en fordel at skulle mange skud i en kamp, fremfor for få skud, men det handler om rytme. Når der gennemsnitlig kun går mellem et og to minutter mellem hvert skud, kommer målmændene ind i en rytme og holder sig varme. Det er markant sværere at finde rytmen, hvis der gennemsnitlig går mellem tre og fire minutter mellem hvert skud.

Edmonton Oilers’ målmand Cam Talbot blev udfordret i en af sine første kampe for klubben. Her mødte Oilers lokalrivalerne Calgary Flames, og Edmonton dominerede skudstatistikken og førte med 2-1. Alligevel følte Talbot, at han stod over for en ekstremt hård opgave. Særligt, da Calgary pludselig kom afsted mod ham i en tre mod en-situation.

– Jeg følte virkelig ikke, at jeg var med i kampen. Der var 13 skud i de første to perioder, og jeg sad i fem eller seks minutter uden at blive mødt af et skud. Hvis jeg ikke laver den redning (på Calgarys kontrachance red.), så har jeg lukket to mål ind på 13 skud og folk vil sige: “Det er en elendig redningsprocent,” siger Cam Talbot.

Cam Talbot afværgede situationen og Oilers vandt kampen med 5-2. Alligevel er canadieren ikke i tvivl om, at den mentale udfordring ved kun at skulle lave få redninger er meget hårdere end den fysiske udfordring ved hele tiden at skulle afværge skud.

– Tankerne løber hele tiden igennem dit hoved. Hvis det er en tæt kamp og det andet holds målmand laver alle redningerne, så vil du gerne lave den næste redning, for hvis de scorer på det næste skud, så ser det ret skidt ud. Men du er nødt til at lære ikke at lade det trænge ind i hovedet på dig. Du skal kunne fokusere på dit eget spil og på det næste skud, uanset om skuddene kommer hvert halve eller hvert femte minut, siger Cam Talbot.

NHL.com’s Kevin Woodley fortæller, at de fleste NHL-målmænd foretrækker noget, der ligger imellem de to ekstremer, hvilket altså vil sige, at det optimale for målmændene er at blive mødt af omkring 30 skud i løbet af en kamp.