NHL: Tampa Bay har fået krammet på Boston

Foto: Bridget Samuels

Tampa Bay Lightning har fået krammet på Boston Bruins og mangler nu kun én sejr for at booke en billet til Eastern Conference-finalen.

Det er status, efter at Lightning fredag hentede den tredje sejr i træk i serien mod Bruins. På udebane lykkedes det Tampa Bay at tvinge den fjerde kamp i serien ud i overtid, og her slog Dan Girardi til og sikrede holdet en 3-1-føring i serien.

Det var Lightning, der kom bedst fra land i fredagens kamp. Brayden Point og Nikita Kucherov bragte gæsterne foran med 2-0 i den første halvdel af første periode, men David Pastrnak fik sendt en vigtig reducering i nettet før pausen.

Patrice Bergeron udlignede tidligt i anden periode, og i tredje periode slog Boston-profilen til igen og bragte sit hold foran med 3-2. En føring, som holdt indtil der resterede syv minutter. Her viste Tampa Bay-stjernen Steven Stamkos klassen, da han kanonerede pucken i nettet med et slagskud. 3-3 og overtid.

Overtiden var kun lidt over tre minutter gammel, da den rutinerede back Dan Girardi søgte ind tæt under mål og afgjorde kampen på oplæg fra Alex Killorn. 4-3 til Tampa Bay, som nu fører med 3-1 i kampe og kan lukke serien i den kommende hjemmekamp.