NHL: Lightning-profil har brækket lægbenet

Tampa Bay Lightning vandt fredag med 7-4 over New York Islanders, men sejren kan have været dyr for holdet fra Florida. Lightnings svenske backprofil Anton Strålman udgik nemlig med en skade, som kan koste ham flere uger på sidelinjen.

29-årige Anton Strålman er en vigtig spiller for Tampa Bay Lightning, som var i Stanley Cup-finalen i sidste sæson og drømmer stort igen i år, og derfor vil det være et kæmpe tab for holdet, hvis han er ude i længere tid. Det kan dog være en realitet, efter at han brækkede sit venstre lægben i fredagens kamp mod New York Islanders.

Strålman udgik i store smerter allerede efter syv et halvt minuts spil og vendte ikke tilbage. Lørdag melder Tampa Bay så ud, at den svenske back er ude på ubestemt tid, men holdets træner Jon Cooper siger, at Strålmans sæson ikke er ovre, og at han kan vende tilbage i løbet af slutspillet, som begynder 13. april.

Anton Strålman skal ikke opereres for sin skade, men vil i stedet skulle gå med krykker eller en støttestøvle, mens bruddet heler. Lægbenet er ikke vægtbærende, og derfor siger flere af Strålmans holdkammerater til NHL.com, at de håber på, at svenskeren kan vende tilbage så hurtigt som muligt.

Med sine 22:04 minutters istid per kamp er Anton Strålman den Lightning-spiller, som gennemsnitlig er næstmest på isen. Han bliver kun overgået af sin landsmand og backkollega Victor Hedman, som spiller 23 minutter per kamp.