NHL: Lightning er klar til anden runde i slutspillet

Tampa Bay Lightning er i det meste af sæsonen blevet nævnt som en af de største favoritter til at vinde Stanley Cup-trofæet, og i første runde af slutspillet levede klubben op til favoritværdigheden.

Lørdag sendte Florida-klubben modstanderne fra New Jersey Devils på sommerferie. Det skete, da Lightning på hjemmebane vandt den femte kamp i serien med 3-1 og dermed sikrede sig en samlet sejr på 4-1 i kampe.

Mikhail Sergachev bragte Lightning foran otte minutter inde i første periode, og den stilling holdt indtil godt midtvejs i tredje periode, hvor Nikita Kucherov øgede til 2-0 med sit femte mål i årets slutspil.

New Jersey fik reduceret ved Patrick Maroon tre minutter før tid, men de fik ikke fremtvunget udligningen, så to sekunder før tid kunne Ryan Callahan i tomt mål lukke til slutresultatet 3-1.

Tampa Bay skal i anden runde af slutspillet møde vinderen af serien mellem Boston Bruins og Toronto Maple Leafs.