NHL: Lars Ellers drengedrøm er gået i opfyldelse

Foto: Jan Korsgaard

Lars Eller og Washington Capitals kvalificerede sig natten til torsdag til årets Stanley Cup-finale, da Tampa Bay Lightning blev besejret med 4-0 i den altafgørende kamp om at vinde Eastern Conference.

Dermed blev 29-årige Eller som den anden dansker nogensinde klar til kampen om ishockeysportens mest eftertragtede trofæ, og det var en bedrift, der glædede den danske Capitals-center.

– Det er specielt, og jeg håber selvfølgelig at kunne udnytte den mulighed, jeg står med nu. Selvfølgelig er det ekstra specielt at kunne være den første dansker, der vinder det, men bare det at vinde det overhovedet ville jo være helt, helt unikt. At få lov til at få den mulighed er noget, jeg har drømt om, siden jeg var helt lille. Det er fantastisk, siger Lars Eller til TV 2 SPORT.

Det er NHL-debutanterne Vegas Golden Knights, Washington skal møde i årets finale, og det er en finale, Lars Eller ser frem til.

– Jeg kan slet ikke vente med at komme til Vegas og spille, for det bliver helt elektrisk dernede. Det er svært at beskrive, medmindre man har været der. Den ene kamp jeg har spillet der, var den fedeste udebanekamp, jeg nogensinde har spillet, så jeg kan slet ikke forestille mig, hvor vanvittigt det bliver at komme derned. Det bliver en oplevelse for livet, siger han til TV 2 SPORT.

Den første Stanley Cup-finale spilles på mandag.