NHL: Lars Eller og Capitals slog Ehlers og Jets i danskeropgør

Foto: Jan Korsgaard

To danskere og over 15.000 tilskuere på plads i MTS Centre i Winnipeg i nat, hvor Lars Eller og Washington Capitals var på besøg hos Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets.

Hjemmeholdet skød og skød, men ramlede ind i en storspillende Braden Holtby i Washington-målet. Holtby reddede 43 af 45 Winnipeg-skud og dermed ramlede Jets for anden gang på stribe ind en målmand, der lige nøjagtig ramte dagen. For et par aftener siden var det Robin Lehner for Buffalo, der drev Jets-angriberne til vanvid.

Washington vandt 3-2 på en sen scoring af Jay Beagle. Hans 3-2-mål kom blot 30 sekunder før tid og hans scoring udløste naturligvis et kollektivt suk hos tilskuerne i Winnipeg.

Der var ikke danskerpoint hos de to hold.

Lars Eller noterede sig for 13:40 minutter og stod på -1 i plus/minus-statistikken, men fik over to minutters arbejde i undertal for Capitals.

Ehlers, der efter kampen i søndags fik roser af sin træner Paul Maurice, skød hele otte gange på mål, fik masser af spilletid i powerplay og næsten 21 minutter på isen. Han noterede sig for -1 ligesom Lars Eller, så Ehlers fik altså ikke noget ud af sine anstrengelser.

Winnipeg med pil nedad igen, mens Washington som ventet arbejder sig mod toppen af grundspillet i NHL.