NHL: LARS ELLER matchvinder i overtid med kludemål

Lars Eller vil ikke protestere, hvis man påstår, at hans sejrsmål her til morgen klokken godt halv seks dansk tid var et kludemål. Han opdagede i første omgang ikke engang, at pucken var gået i mål, men da danskeren først så skiven være over stregen, forsvandt han og holdkammeraterne fra Washington ud i en regulær ekstase.

Vi var godt en halv time inde i overtiden, og Capitals havde vundet kampen med 3-2 over Columbus efter endnu et vildt drama mellem de to totalt jævnbyrdige mandskaber, der for tredje gang på stribe måtte ud i ekstratid. Vildt og vanvittigt og denne gang i Nationwide Arena i Columbus. 

Lars Ellers sejrsmål: Han kom med i en kontra: Brett Connolly skød på mål, pucken kom retur fra Bobrovsky i Columbus-målet og ramte derefter både Lars Eller og Zach Werenski på ben og måske også lidt på stavene. Helt tilfældigt endte den i mål. Et bevis på, at man skal forfølge enhver lille chance, og at overtiden kan blive afgjort på den vildeste tilfældighed. 

2-2 i den ordinære tid, hvor Tom Wilson og John Carlson bragte Caps på 2-1 efter anden periode, mens Artemi Panarin satte 2-2-målet for Blue Jackets fire minutter inde i slutperioden. 

Lars Eller spillede små 23 minutter for Capitals, mens Oliver Bjorkstrand måtte nøjes med 8:09 minutter og noterede sig for -1 i plus/minus-statistikken for Columbus.