NHL: Lars Eller er glad for luftforandring

Foto: Jan Korsgaard

Lars Eller er efter seks sæsoner i Montreal Canadiens-trøjen skiftet til Washington Capitals, og den 27-årige dansker har nydt den første tid i sin nye klub.

– Det er inspirerende for mig. Nye ansigter, alt er nyt. Jeg tror, at denne forandring kommer på et godt tidspunkt for mig, og jeg glæder mig virkelig til at komme i gang. Jeg føler mig fuld af energi, fortæller Lars Eller til NHL.com.

Washington hentede Lars Eller til klubben for to andenrundevalg i draften. Den amerikanske hovedstadsklub har udset Eller til at indtage centerrollen i tredjekæden, som klubben håber, han kan være med til at løfte. Eller skal gøre tredjekæden mere målfarlig, og i sin første træningskamp for Capitals viste han fine takter.

Her lavede Lars Eller en rigtig “quaterback”-assist, da han satte et angreb op, som endte med en backscoring. Efter opgøret hentede 27-årige Eller masser af ros fra Washington Capitals’ assistenttræner Todd Reirden, og den danske center ser da også frem til at få en mere klart defineret rolle i Washington, end han havde i Montreal.

– Jeg mener, at de bedste hold i ligaen har brug for god dybde i midten og stor bredde, hvis du skal spille med om Stanley Cup-trofæet. Du har brug for tre, måske fire kæder, der kan score, siger Lars Eller til NHL.com.

Da Lars Eller ankom til Washingtons training camp, var det en decimeret trup, han mødte. En del af holdets profiler deltog i World Cup of Hockey i Toronto, og det samme gjorde klubbens træner Barry Trotz. Eller tror du, at han hurtigt kommer til at finde sig godt til rette i klubben.

– Der er mange nye ansigter, men jeg er ikke en fyr, som behøver at fylde meget i omklædningsrummet. Det er dejligt at have nogle svenskere på holdet. Jeg spillede nogle år i Sverige, jeg taler svensk og sådan, men indtil videre virker det til at være en rigtig god gruppe af spillere. Jeg har en god fornemmelse, siger Lars Eller.