NHL: Kovalchuk er kommet for at vinde

Foto: Bridget Samuels

Russiske Ilya Kovalchuk er tilbage i NHL i den kommende sæson, efter at den 35-årige wing for to uger siden skrev under på en tre-årig kontrakt med Los Angeles Kings.

Kovalchuks intentioner om et NHL-comeback har været kendt i månedsvis, men der blev længe spekuleret i, hvilken klub han ville skrive kontrakt med. Valget faldt på Los Angeles Kings, og russeren satte lørdag ord på, hvorfor den californiske klub løb med hans underskrift.

– Kings er klart et af de hold, der kan vinde. Da jeg traf min beslutning handlede det udelukkende om ishockey, fordi jeg har tre til fire år tilbage i min tank, hvor jeg stadig kan spille på højt niveau, siger Ilya Kovalchuk til NHL.com.

Ilya Kovalchuk får $6,25 millioner om året for at spille for Kings i de næste tre sæsoner. Han kunne formentlig have tjent en del mere i KHL, hvor han har spillet i de seneste fem sæsoner, efter at han forlod New Jersey Devils og NHL, men det er i højere grad ønsket om at vinde Stanley Cup end pengene, der har bragt russeren tilbage til Nordamerika.

– Los Angeles har et godt hold, en stærk målmand og et stærkt forsvar. De har en af de bedste centere i ligaen. Jeg har aldrig haft chancen for at spille sammen med sådan nogle fyre, så det er virkelig spændende for mig. Det var grunden til, at jeg kom hertil, fordi jeg ved, at de har spillere, der ved, hvordan man vinder, og som er sultne efter at vinde, siger Ilya Kovalchuk.

Ilya Kovalchuk står indtil videre noteret for 816 point i 816 NHL-kampe, men han mangler en Stanley Cup-titel i sin trofæsamling, som til gengæld tæller både VM- og OL-guld.