NHL: Klubkoryfæ bliver ny træner i Carolina

Han er den eneste, der nogensinde har modtaget Stanley Cup-trofæet iført en Carolina Hurricanes-trøje, og nu skal han stå i spidsen for klubben.

Hurricanes har tirsdag udnævnt 47-årige Rod Brind’Amour til klubbens nye head coach. Efter syv sæsoner som assistenttræner i klubben overtager canadieren den cheftrænerpost, der blev ledig, da Bill Peters sagde op for at skifte til Calgary Flames.

– Rod er største leder i klubbens hsitorie, og han har gjort sig fortjent til at få muligheden for at overtage ansvaret for vores omklædningsrum, siger Carolina Hurricanes’ nyudnævnte general manager Don Waddell.

Rod Brind’Amour afsluttede sin aktive karriere i Carolina, og han nåede at spille 694 kampe for klubben. Han var Hurricanes’ kaptajn fra 2005 til 2009.

Den tidligere center vandt som aktiv både Stanley Cup og VM-guld, og så blev han to gange kåret til NHL’s bedste defensive forward. Han skal som head coach forsøge at bringe holdet i slutspillet for første gang siden 2009, hvor han selv var med på isen.

Rod Brind’Amour indstillede sin karriere som aktiv i 2010.