NHL: Kings henter dobbelt Stanley Cup-vinder

Foto: Bridget Samuels

Los Angeles Kings har fundet en slutspilsforstærkning, som ved, hvad der kræves for at vinde Stanley Cup-trofæet. Kongerne sikrede sig søndag den dobbelte Stanley Cup-vinder Kris Versteeg i et trade med Carolina Hurricanes.

Carolina Hurricanes er endnu ikke helt ude af slutspilsbilledet, men klubben har umiddelbart ingen intentioner om at satse hårdt på at komme med i det fine selskab i denne sæson. Søndag sagde klubben derfor farvel til to offensive profiler. Først blev Eric Staal tradet til New York Rangers, og lidt senere røg Kris Versteeg til Los Angeles Kings.

Kings giver det russiske forwardtalent Valentin Zykov og et konditionelt femterundevalg i draften for 29-årige Versteeg, som vandt mesterskabet i NHL med Chicago Blackhawks i både 2010 og 2015.

Kris Versteeg har i denne sæson lavet 33 point i 62 kampe for Carolina, men med skiftet til Los Angeles vil han nok få en lidt mere fast rolle, end han har haft hidtil i sæsonen. Versteeg har tidligere vist, at han både kan agere målscorer og målfarlig arbejdsmand, og det er nok den sidste rolle, han er tiltænkt i Los Angeles.

20-årige Valentin Zykov, som Hurricanes får med i handlen, er i gang med sin første sæson i AHL. Her er det blevet til beskedne 14 point i 43 kampe, men russeren har tidligere givet prøver på sit talent i juniorligaen QMJHL. Zykov er umiddelbart en spiller med et stort offensivt potentiale, og kunne rent spillemæssigt godt minde om landsmanden Alexander Semin, som tidligere har spillet for netop Carolina.