NHL: Kings blev sendt på sommerferie

San Jose Sharks er klar til anden runde af slutspillet efter en række flotte præstationer i førsterundeserien mod Los Angeles Kings. Fredag vandt hajerne igen, og de tog dermed serien hjem med en samlet sejr på 4-1.

Det bliver ikke til en tredje Stanley Cup-sejr på fem sæsoner for Los Angeles Kings. Det ligger helt fast, efter at San Jose Sharks fredag rykkede ind i Staples Center, vandt med 6-3 og sendte kongerne på sommerferie.

San Joses rutinerede stamme har været stærkt spillende i serien mod Los Angeles, men i fredagens kamp var det i højere grad den yngre garde, der gik i front for hajerne. Finske Joonas Donskoi scorede to gange og blev kåret til kampens spiller, og Chris Tierney, Matt Nieto og Melker Karlsson kom også på måltavlen for Sharks.

Joe Pavelski fik også scoret for San Jose i tredje periode, hvor holdet trak afgørende fra i en kamp, som ellers havde budt på gode perioder til hvert hold. Sharks vandt første periode med 2-0 og scorede igen fire minutter inde i anden periode, men med tre scoringer i træk fik Kings bragt balance i regnskabet.

Det var hjemmeholdets profiler, der forsøgte at holde liv i Kings’ sæson, men målene fra Anze Kopitar, Jeff Carter og Kris Versteeg rakte ikke til en sejr i kamp fem. Derfor avancerer San Jose nu til anden runde, hvor der venter dem en serie mod enten Anaheim Ducks eller Nashville Predators.

Det er første gang i tre år, at San Jose kommer videre til anden runde i slutspillet, og det fejret. Se selv her: