NHL: Joe Thornton lavede assist og passerede legende

Foto: Sarah A.

Joe Thornton lavede natten til tirsdag dansk tid en af de assister, han kommer til at huske. Assisten hjalp ikke alene San Jose Sharks med at storsejre over Vancouver Canucks, den bragte også Thornton forbi en sand NHL-legende i ligaens samlede assistregnskab.

Oplægget til Kevin Labancs 6-1-scoring i slutningen af anden periode var Joe Thorntons NHL-assist nummer 1.050 i karrieren, og dermed passerede den 39-årige Sharks-spiller den canadiske legende Gordie Howe på alletiders assistliste i verdens bedste ishockeyliga.

– Han er en legende. Min far fortalte mig mange historier om ham, da jeg var yngre, så det er en stor ære at være på listen med ham, sagde Joe Thornton efter opgøret til NBC.

Joe Thornton rykkede med assisten op på niendepladsen på listen over spillere med flest NHL-assists nogensinde, og han kom også op på 1.457 point i sin NHL-karriere. Dermed tangerede han finske Teemu Selännes karrieretotal og er oppe på 15. pladsen på alletiders pointliste.

Det er således kun et spørgsmål om kort tid, før Thornton rykker forbi endnu en NHL-legende i den tungeste af alle personlige statistikker.