NHL: Jets-stjerne forlanger at blive tradet

Foto: Lisa Gansky

Winnipeg Jets’ unge backstjerne Jacob Trouba vil væk fra den canadiske klub. Derfor har han ikke tænkt sig at møde op på holdets training camp, fortæller hans agent Kurt Overhardt.

Agenten udsendte lørdag aften en pressemeddelelse, hvor han fortæller, at Jacob Trouba ikke har tænkt sig at forlænge sin kontrakt med Winnipeg Jets, og at han ønsker at komme væk fra klubben.

– Siden maj har vi forsøgt at få Jets’ ledelse til at trade Jacobs kontraktrettigheder. Begge parter fortsætter med at arbejde på det. Der har ikke været nogle forhandlinger om betingelserne for en ny kontrakt mellem vores klient og Jets i løbet af de seneste måneder. Situationen handler ikke om penge. Det handler udelukkende om, at vores klient vil have muligheden for at forløse sit potentiale som højrefattet back, siger Kurt Overhardt.

22-årige Jacob Trouba har været restricted free agent siden 1. juli. Han ønsker at blive tradet til en klub, hvor han kan spille back i højre side. Det har ikke været tilfældet i Winnipeg, som er stærkt besat i forsvarets højre side, hvilket har betydet, at Trouba har spillet i venstre side af backkonstellationen mellem ham og Dustin Byfuglien.

– Som en konsekvens af Jets’ dybde i højresiden tror vi, at det er i begge parters interesse at få et gensidigt fordelagtigt trade på plads, fastslår Kurt Overhardt.

Winnipeg Jets valgte Jacob Trouba som nummer ni overall i 2012-draften. Han har lavet 72 point i 211 NHL-kampe for klubben, og har desuden spillet to VM-turneringer for USA. Trouba var også en del af Team North Americas hold ved den igangværende World Cup of Hockey i Toronto.

Jets’ general manager Kevin Cheveldayoff siger i en pressemeddelelse, at han kender til den meddelelse, Kurt Overhardt har sendt ud til pressen omkring Jacob Trouba. Han fastslår, at alle beslutninger omkring Troubas fremtid vil blive taget ud fra en vurdering af, hvad der vil være bedst for Winnipeg Jets’ fremtid.